Vi var alle forsamlet der under nævnte rute. Jacob Cold, Henrik Jessen, Mathorne og jeg. Vores lille, tætknyttede gruppe, løst defineret som the Eiger Team, havde for nyligt besluttet entydigt at der var ingen værdi i at fortsætte vores vertikale march i store støvler, ihvertfald på kullen, og især om sommeren, som nu.

Mathorne havde dog endnu en lille opgave for hans Hanwag Super Friction (et underligt navn for de tunge helstive kasser han havde på fødderne). Nemlig en onsight af Finger Jam. Og idag skulle det være. Han havde ventet tålmodigt, mens resten af os var overalt på ruten først i topreb, siden førende, med og uden bjergstøvler i de sidste mange måneder. Dengang var Finger Jam en milesten på vejen til respekt og omdømme, det næste skridt efter Svensker Ruten.

Det startede godt for Mathorne, på trods af de stramme cowboy bukser og resten af hans DTH uniform. Hurtigt og effektivt var han etableret i risset. Så glidende og fint, rent faktisk, at han ikke fik sat alt for mange sikringer. Det så dog ikke farligt nu. Endnu. Han nørklede en kile ind i de fine lille V før crux bevægelsen. En smule stønnen drev med brisen ned til os, dog så det stadig fint ud. Vi råbte vores gode og dårlige råd i en lang køre. Ups, en af de tunge Hanwag'er skøjtede af. Mathorne nævnte at hans hænder var forfærdelig svedige (kalk var stadig et tabu blandt Eiger Teams medlemmer).

Efter et par halvhjertede forsøg kastede han sig ud i det. Højre hånd op, en fod på den sorte kant til venstre. Lidt rysten kunne spores. Venstre ben gjorde en Elvis, og ville ikke stoppe. Underarme nu sikkert hårde som balsa træ. Så et hurtigt træk og balance skift. Endelig forbi cruxet, dog synligt udkørt, stod han i en anstrengt stilling med et dårligt greb og støvlerne på en millimeter bred kant. Vi jublede.

Det var i dette øjeblik at Mathorne, med sveddryppende hænder og færdige finger muskler, uheldigvis rystede den sidst placerede sikring ud af risset. Den lille kile sejlede ned af rebet med et swish og ramte den næste sikring. Klonk. Før vi kunne kalkulere hans nye faldlængde faldt denne sikring også ud.

Åh nej...Det var lysende klart at Jan Mathorne pludselig var i en særdeles ubehagelig situation. Et fald, som iøvrigt så ud til at være lige om hjørnet, ville sende ham direkte ii bakken. Henrik bekendtgjorde dette faktum til ham i rolige toner. Der var dog panik lurende lige under overfladen. Mathorne klamrede sig fast, skælvende af træthed. Vi alle råbte at han skulle sætte en kile, den indlysende ting at gøre, og helt sikkert præcis hvad Mathorne tænkte på. Hver gang han greb efter kilerne gav den anden hånd næsten op.

Jacob og jeg, der på det tidspunkt var på højden af vores venskab og havde en næsten telepatisk forbindelse, fangede hinandens blik og så på et ekstra reb der lå imellem os. Han nikkede kort og jeg favnede rebet og dykkede ind i kaminen, med hjertet i halsen. Lettet over at være ude af syne for den forestående tragedie hev jeg mig sanseløst op så hurtigt jeg kunne. Jeg hamrede knæene hårdt på skarpe kanter og dunkede mit hoved imod udstikkende blokke. Hvad fanden skulle jeg gøre? Han ville helt sikkert ikke ha kræfter nok til at holde fast i enden af et tyndt reb, selv hvis der var en løkke eller lignende. Og jeg ville måske foretrække at ha et top anker før jeg skulle holde halvfjerds vildt svingende kilo.

Disse og mange andre hurtige tanker drejede vildt rundt i mit hoved da jeg endelig sprang ud af kaminen. Jeg løsnede rebet mens jeg hoppede over mod toppen af ruten. Der havde været dødsstille nede på jorden siden jeg forlod de andre, men nu var der pludselig en masse råben og skrigen. Åh gud, ikke det...Hold fast, Mathorne! Det gik langsomt op for mig, mens jeg rodede rundt med slynger og hexer, at stemmerne lød anderledes. Jeg standsede og lyttede. Jacob råbte et eller andet til mig. Han lød ikke specielt desperat. Endelig forstod jeg at Mathorne havde, med en kombination af overmenneskelig styrke og ingenør finesse, fået en sikring ind og hang udkørt fra den.
Jeg kan ikke huske om han fuldførte ruten, eller jeg gav ham et topreb eller hvad. Han overlevede hvor de fleste af os troede han ville ende op i en blodig bunke mellem blokkene ved foden af Finger Jam.

Mathorne vendte tilbage et par weekender senere og klatrede ruten i fin stil, med sine Hanwags, dog var det den sidste gang nogen af os så de støvler.